|
Bordtennistur til Shanghai i marts |
|
|
|
|
Skrevet af Torben Reiff
|
|
Søndag, 07. februar 2010 12:57 |
|
Vi er 4 fra ældrebordtennis i Brønshøj, som de sidste 10 dage af marts skal spille ”pingpong” i Shanghai med rigtige kinesere. Det er Wiedergårdens bordtennis i Dragør, som har arrangeret turen, og vi har været så heldige at blive inviteret med på den meget spændende tur. Holdet er på alt 41 fordelt på 28 spillere og 13 ledsagere, som ikke spiller bordtennis. Vi skal spille bordtennis 3 formiddage med og imod vore kinesiske værter, som lige som os er af ældre årgang. Der er også hyret rigtige trænere til nogle timers undervisning, og vi skal besøge "Double Happiness" bordtennis fabrik. 
Selv om turens ”faglige alibi” er bordtennis, bliver der masser af tid til at lege traditionel turist og se de mange spændende seværdigheder Shanghai har at byde på. Shanghai er den mest moderne by i Kina med flere højhuse end i New York og 18 millioner indbyggere. Ud over nyt og lidt ældre Kina er der også mange fine bygninger fra begyndelsen af det 19. århundrede, hvor byen var europæisk/ kinesisk handelscentrum, og blev kaldt ”Østens Paris” med en flot havnekaj ”The Bund” med hovedsæder for europæiske virksomheder og banker samt en spændende fransk bydel. Flere danske virksomheder havde store filialer i Shanghai bl.a. Store Nordiske Telegraf-Selskab, ØK og Andersen, Meyer & Co. På billedet ses Chu (er født i Shanghai) og nogle af de andre spillere fra Dragør, som har været aktive omkring planlægningen af turen. Takket være effektiv planlægning og bidrag fra venlige sponsorer (bl.a. ØK) er turen prismæssigt blevet meget fornuftig. På Dansk Bordtennis Unions hjemmeside kan man læse mere om turen.
|
|
Senest opdateret: Søndag, 07. februar 2010 16:18 |