Brønshøj Bordtennis klublove/Vedtægter - 2018

Skrevet af Esther Zivadinovic den .

§ 1. Navn og Hjemsted

Klubbens navn er Brønshøj Bordtennis af 1. marts 1944. Hjemsted for klubben er Københavns kommune.

§ 2. Formål

Klubbens formål er gennem en ungdoms- og seniorafdeling at fremme interessen for bordtennis samt at udbrede kendskabet til og give instruktion i bordtennis.

§ 3. Ind- og udmeldelse

Klubben består af aktive og passive medlemmer. En indmeldelse er bindende, dog kan ingen betragtes som værende medlem med de dertil hørende rettigheder og pligter, før kontingent er betalt. Udmeldelse skal ske ved skriftligt henvendelse til et bestyrelsesmedlem med mindst 14 dages varsel senest 15. august henholdsvis 15. december for at få virkning for den næste kontingentperiode. Et eventuelt skyldigt kontingent skal betales i forbindelse med udmeldelsen.                     

§ 4. Kontingent

Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet erlægges forud pr. 1. september og 1. januar.  Såfremt et medlem ikke har betalt kontingent 14 dage efter betalingsfristens udløb, fremsendes et rykkerbrev med et gebyr på kr. 50.

Er det samlede beløb ikke betalt efter yderligere 14 dage fremsendes rykkerbrev nr. to, denne gang med et rykkergebyr på kr. 100.

Er der ikke betalt 14 dage efter rykkerbrev nr. to, vil bestyrelsen ekskludere medlemmet. Endvidere vil den pågældende blive spærret i ØBTU. 

Fornyet optagelse kan i så fald kun ske ved betaling af den skyldige gæld.

Bestyrelsen har mulighed for at fritage et medlem, der skriftligt og begrundet ansøger herom, for kontingentbetaling for maksimalt èt år ad gangen.

§ 5. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i enhver henseende. Den årlige, ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af marts måned. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 21 dages varsel med angivelse af tid, sted, dagsorden, og de reviderede årsregnskaber vedlægges. Forslag fra medlemmerne der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Indkaldelsen bekendtgøres på klubbens hjemmeside og ved opslag i klublokalet. Dagsordenen skal indeholde en specificeret angivelse af de punkter, der ønskes behandlet og de fuldstændige forslag skal sammen med eventuelle medlemsforslag mindst 4 dage før generalforsamlingen foreligge til eftersyn i klublokalet og så vidt muligt offentliggøres på hjemmesiden.

§ 6. Dagsorden

Dagsordenen ved de ordinære generalforsamlinger skal indeholde følgende punkter:

1.0

Valg af dirigent.

1.1

Valg af referent.

2.0

Bestyrelsens beretning.

2.1

Beretninger fra udvalg.

3.0

Fremlægning og godkendelse af regnskab.

4.0

Fastsættelse af kontingent.

4.1

Indkomne forslag.

5.0

Valg af formand for 2 år (lige år)

5.1

Valg af næstformand for 2 år (ulige år)

5.2

Valg af kasserer for 2 år (ulige år)

5.3

Valg af bestyrelsesmedlemmer for 1 år.

5.4

Valg af 2 bestyrelsessuppleanter for 1 år.

5.5

Valg af 1 revisor for 1 år.

5.6

Valg af 1 revisorsuppleant for 1 år.

6.0

Eventuelt.

§ 7. Stemmeret

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Alle beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, ved ændringer af klubbens Love og Vedtægter dog 2/3 flertal af de fremmødte. Afstemninger foregår ved håndsoprækning. Dog skal der ved valg, afholdes skriftlig afstemning, såfremt blot èt medlem kræver det. Stemmeret har ethvert medlem, som ikke er i kontingentrestance, og forældre til medlemmer under 18 år har stemmeret i forhold til antal af indmeldte børn, dog kun en stemme pr. barn, som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun bruges ved personligt fremmøde. Bestyrelsesmedlemmer og revisorer kan vælges blandt fraværende medlemmer, såfremt de inden generalforsamlingen skriftligt har givet tilsagn om at modtage valg til den gældende post.

§ 8. Ekstraordinær Generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes såfremt bestyrelsen finder det nødvendigt, eller hvis 25 medlemmer herunder medregnes forældre til medlemmer under 18 år, skriftligt rejser krav herom. I begge tilfælde skal der angives dagsorden ved den pågældende generalforsamling. Når kravet er rejst, skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes inden der er forløbet 30 dage og med mindst 8 dages varsel.

§ 9. Bestyrelsens størrelse og ansvar

Bestyrelsen består af i op til 7 medlemmer. Formand, næstformand, og øvrige bestyrelsesmedlemmer. Disse 7 eller et blandt bestyrelsens medlemmer nedsat forretningsudvalg, leder klubbens daglige virke under ansvar overfor den øvrige bestyrelse samt generalforsamlingen, med hjælp af diverse nedsatte udvalg. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede og ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen mødes, når formanden finder det nødvendigt, eller hvis 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Dog skal bestyrelsen mødes mindst her anden måned. Ved formandens fravær leder næstformanden bestyrelsen. Suppleanterne kan af bestyrelsen gives tilladelse til at overvære bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret.

Udtræder et medlem af bestyrelsen i årets løb indtræder en suppleant i bestyrelsen.

§ 10. Økonomi - Tegnings regler

Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december.

Kassereren er ansvarlig for at klubbens regnskaber føres omhyggeligt, specificeret og med nøje kontrol med klubbens aktiver og passiver. Den kontakte beholdning må på intet tidspunkt overstige 2.000,00 kroner. Klubbens midler skal indsættes på bankbog og/eller girokonto. Regnskabsåret følger kalenderåret. Den valgte revisor har på ethvert tidspunkt ret til at kræve regnskaber, bilag og kassebeholdning forevist og gennemgået. Formanden og Kassereren tegner foreningen økonomisk i fællesskab, ved beløb under 2.500,00 kr. dog kun ved kassererens underskrift. Regnskabet skal forelægges revisoren til gennemgang og godkendelse inden 1. marts. Det af bestyrelsen og revisor underskrevet regnskab forelægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling. Foreningen forpligtes ved sin underskrift af bestyrelsesformand og kasserer i foreningen. Bestyrelsen kan godkende, at formand og kasserer kan råde over dankort og netbank til foreningens bank-/giro konti hver for sig. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til en hver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

§ 11. Karantæne og/eller eksklusion m.v.

Bestyrelsen kan ved 2/3 flertal idømme et medlem karantæne, i særlige tilfælde eksklusion, såfremt det pågældende medlem skønnes at have skadet klubbens navn og/eller interesser ind og/eller eksternt. En sådan afgørelse kan inden for en måned ankes for en ekstraordinær generalforsamling, såfremt 25 medlemmer skriftligt kræver dette, eller den kan ankes til den førstkommende ordinære generalforsamling.

Dersom et af klubbens medlemmer påfører klubben en udgift i form af en af ØBTU eller DBTU udstedt bøde, har bestyrelsen mulighed for at idømme det pågældende medlem en bøde på maksimalt det pågældende beløb.

§ 12. undtagelser

I tilfælde, hvor disse love viser sig utilstrækkelige, kan bestyrelsen midlertidigt vedtage regler, som skønnes nødvendige for klubbens arbejde.

§ 13. Klubbens opløsning

Vedtagelse om klubbens opløsning eller forandring af dens hjemsted, navn eller formål kan kun ske på en til dette formål indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer skal være til stede, og vedtagelse kræver mindst 5/6 af disse stemmer. Er det fornødne antal stemmeberettigede medlemmer ikke til stede, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor vedtagelse kan ske med 5/6 af de afgivne stemmer, uanset hvor mange stemmeberettigede medlemmer, der er til stede. Træffes der i henhold til foranstående beslutning om klubbens ophør, tages der samtidig ved simpelt stemmeflertal stilling til, hvorledes afviklingen skal gennemføres. Eventuel resterende skal gå til et, af generalforsamlingen valgt, almennyttigt formål.

§ 14. Politik vedr. børneattester

Hvem: Alle trænere og mentore tilknyttet Brønshøj Bordtennisklub skal have ren børneattest for at kunne fortsætte med at være trænere/mentore i Brønshøj Bordtennisklub. Der tages ikke særlige hensyn til trænere der udelukkende træner voksne. Alle trænere der benytter det af Brønshøj Bordtennisklub lejede lokale er underlagt ovenstående bestemmelse, uanset deres tilhørsforhold til andre klubber, overbygning af Brønshøj Bordtennisklub eller andre forhold.

Periodisk:

Børneattester trækkes af Brønshøjs Bordtennisklubs bestyrelse hvert andet år i ulige år. Dog første gang 1. maj 2018. Trænere og mentore der ikke ønsker ovenstående stopper automatisk træneraktiviteten i Brønshøj Bordtennisklub ved først givne lejlighed. Dog senest 3 mdr. efter første forespørgsel om børneattest.

Konsekvens:

Såfremt børneattesten indeholder domme vedr. krænkelse af eller overgreb mod børn, skal ethvert forhold til og samarbejde med træneren/mentoren ophøre med øjeblikkelig virkning. Der tilbagebetales ikke nogen form for godtgørelse, for meget betalt medlemskab eller lignende, til træneren/mentore fra Brønshøj Bordtennisklub, i tilfælde af en sådan bortvisning.

 

Disse reviderede Klublove/Vedtægter er vedtaget på BB`s ordinære generalforsamling onsdag den 28 marts 2018 og træder i stedet for alle tidligere love/vedtægter.

 

Udskriv