Generalforsamling

GENERALFORSAMLINGSREFERAT

MØDE

Ordinær Generalforsamling

DATO & TIDSPUNKT

29.03.23 kl. 19:00

STED

Grøndals Multicenter, Hvidkildevej 64, 2400 Kbh. NV

REFERAT UDARBEJDET AF

Solveig

 

Pkt.

EMNE

 

Indledning

Formanden Klaus Pedersen bød velkommen.

 

16 stemmeberettigede medlemmer var mødt op til generalforsamlingen.

 

1.

Valg af dirigent

Klaus Pedersen foreslog Niels Pio som dirigent – Niels Pio blev valgt.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt.

 

2.

Valg af referent

Solveig Henriksen blev foreslået og valgt.

3.

Stemmeudvalg

Tommy Jensen blev foreslået og valgt.

 

4.

Bestyrelsens og udvalgenes beretning

Beretningerne fra bestyrelsen (v/Klaus Pedersen), ungdomsudvalget (v/Dennis Skaarup), 60+-udvalget (v/Esther Zivadinovic) blev fremlagt og godkendt af forsamlingen som en enhed med akklamation.

 

Det blev specielt bemærket, at vores egen Anders Lind for 6. gang blev Danmarksmester – denne gang vandt han over Jonathan Groth i finalen! Derudover blev Helge Kocman danmarksmester i rækken +70. Godt gået!

 

Seniorafdelingen kører stille og roligt – de 10 hold kører godt og der er ingen klager. Der var ingen speciel seniorberetning på generalforsamlingen, da Frank Pedersen ikke længere er seniorleder og ej heller med i bestyrelsen. Der skal derfor findes en ny seniorleder.

 

Beretningerne er vedlagt dette referat.

 

4.1

Kommentarer til beretningerne

 

Kommentar til bestyrelsens beretning:

 

Gebyr til Københavns Kommune

Jf. oplysningsloven skal kommunen stille lokaler til rådighed – men der må opkræves gebyr. Vores gebyrsag startede i 2019, men er ikke afsluttet endnu.

Torben Reiff har tidligere lavet en skriftlig aftale med kommunen om 20 kr. pr. time – den holder vi fast i, men vi har endnu ikke fået svar fra kommunen. Den sidste faktura på over 100.000 for 2022 afviste vi at betale. Der er ikke betalt gebyr for 2019, 2020 og 2021 – og her er gebyret eftergivet. Men vi afventer endnu besked om 2022.

 

Kommentarer til ungdomsudvalgets beretning:

 

Trænere

Kim Nylander har fået nyt job i Halmstad, Sverige efter sommerferien. Dette betyder nogle tilretninger mht fx akademitræningen. Trænerne mødes inden påske for at planlægge næste sæson.

Det er planen, at morgentræningsholdet bliver gennemført – fx med en seniorlandsholdsspiller som træner.

Der vil ikke være træner på onsdagstræningen næste år, her må seniorerne selv styre træningen – ungdommen henvises til træning i Brøndby.

 

Fripladsordning

Benytter vi, hvor det er nødvendigt. Kommunen kan give tilskud til kontingent og udstyr for mindrebemidlede.

Det er ikke vor fornemmelse at kontingentet på 1.800/år er for højt. Hvor det er problematisk, søger kassereren om tilskud fra kommunen – vi har pt kun 1 på tilskudsordningen.

 

Skoleprojektet

Udgiften på kr. 117.000 i regnskabet er modregnet i år 2021 og er derfor en neutral post.

Hvorfor lykkedes 6-ugers-forløbet ikke og hvorfor stopper vi det? Måske fordi der er mange tilbud til børnene – mange sportsgrene bliver promoveret på denne måde. Vi har lavet flyers, holdt åbent hus – hvor der desværre kun kom 3 børn.

Måske kommer der noget på sigt, men der er ikke kommet medlemstilgang på kort sigt. Til næste år skal trænerne begynde deres studier, så der er ikke tid til at tage ud på skolerne.

 

Træning på frie borde under ungdomstræning

Grundlæggende er det forstyrrende for ungdommen og deres trænere, hvis andre spiller under deres træning – derfor er der ikke adgang, når grøn ungdom spiller.

Der er udsendt en liste over, hvornår man kan spille på de frie borde.

 

Kommentar til 60+-beretning

Carsten Egholt roste Esther og Kurt for at give plads til seniorspillere, når der er frie borde i 60+-tiden. Det sætter seniorerne pris på!

 

5.

Fremlægning og godkendelse af regnskab

Det reviderede regnskab blev forelagt.

Regnskabet blev godkendt  – 1 undlod at stemme.

 

5.1

Kommentarer/Spørgsmål til regnskabet

 

CPH

CPH er overbygningen for Frederiksberg, København og Brønshøj. Ejerskabet af CPH er 50% Brønshøj og 50% København. Herfra lønnes trænerne og der foretages fx boldindkøb. De to øverste hold er sammensat fra København og Brønshøj. Bjarne overtog regnskabet for CPH for et par år siden og har siden arbejdet på at få regnskaberne separeret korrekt. Regnskaberne for 2023 vil blive retvisende.

 

6.

Indkomne forslag – Vedtægtsændringer

Bestyrelsens stillede forslag om at flytte generalforsamlingen fra marts til maj med følgende begrundelse:

 

Det har i praksis vist sig, at vi har en snæver tidsramme, når fakturering mellem CPH, Frederiksberg og København Bordtennis samt Brønshøj og leverandører skal falde på plads. Det vil sige, at de sidste fakturaer først kommer os i hænde ultimo januar/primo februar. Herefter skal bogføring finde sted. Bestyrelsen har således de sidste år måtte bede generalforsamlingen om forståelse for, at vi ikke har overholdt de vedtagne regler i forbindelse med indkaldelsen.

 

Forslaget blev forelagt og vedtaget.

 

 

Bestyrelsen indstiller:

§ 5 Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i enhver henseende. Den årlige, ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af marts måned. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 21 dages varsel med angivelse af tid, sted, dagsorden og det reviderede årsregnskab vedlægges. Forslag fra medlemmerne der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen. Indkaldelse sendes ud på mail til alle medlemmer. Dagsordenen skal indeholde en specificeret angivelse af de punkter, der ønskes behandlet og de fuldstændige forslag skal sammen med eventuelle medlemsforslag sendes ud på mail til alle medlemmer mindst 4 dage før generalforsamlingen.

 

Ændres til:

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i enhver henseende. Den årlige ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af maj

måned. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 21 dages varsel med angivelse af tid, sted, dagsorden og det reviderede årsregnskab vedlægges. Forslag fra medlemmerne, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen. Indkaldelsen sendes ud på mail til alle medlemmer. Dagsordenen skal indeholde en specificeret angivelse af de punkter, der ønskes behandlet, og de fuldstændige forslag skal sammen med eventuelle medlemsforslag sendes ud på mail til alle medlemmer mindst 4 dage før generalforsamlingen.

 

Konsekvensrettelse:

§ 10 Økonomi – tegningsregler , afsnit 6 Regnskabet skal forelægges revisionen til gennemgang og godkendelse inden den 1. marts.

 

Ændres til:

Regnskabet skal forelægges revision til gennemgang og godkendelse inden den 1. maj.

 

 

7.

Fastsættelse af kontingent – uændret

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent.

I denne forbindelse blev der efterlyst et budget for 2023. Bestyrelsen vil fremover forelægge et budget til orientering på generalforsamlingen.

Forslaget blev vedtaget.

 

8 -15

Valg

 

Valg af næstformand for 2 år – Esther Zivadinovic blev valgt med akklamation.

 

Valg af kasserer for 2 år – Bjarne Coster blev valgt med akklamation

 

Valg af bestyrelsesmedlemmer for 1 år – Dennis Skaarup og Esther Zivadinovic blev valgt med akklamation.

Frank R. Pedersen ønskede ikke at fortsætte og der er derfor en åben post som bestyrelsesmedlem og seniorleder.

 

Valg af bestyrelsessuppleant for 1 år – Flemming Larsen blev valgt med akklamation.

 

Valg af revisor for 1 år – Tommy Jensen blev valgt med akklamation

 

Valg af revisorsuppleant for 1 år – Finn Nyhus blev valgt med akklamation.

 

14.

Eventuelt

 

Bat

Det blev diskuteret, om der kunne ligge forskellige bat i klubben, som man kunne prøve.

Det kan være lidt vanskeligt, da bat bliver gamle og der hele tiden kommer nye belægninger. Der blev opfordret til at tale med klubkammeraterne og evt. prøve at låne sig frem.

Det blev foreslået at afholde et arrangement med fx BTEX i klubben – de kan komme med forskellige udgaver, som man kan prøve.

 

Kamp mod Næstved

Næstved stillede forkert op til en af elitekampene og vi lagde en sag an, som blev vundet, så vi fik sejren tildelt.

 

Hjemmekampe

Da vi har mistet Kim og Emil på eliteholdet, rykker vi ned. Vi kommer til at spille mod flere jyske klubber – det bliver med samlinger, hvor 4 hold samles i en weekend og vi vil derfor have få hjemmekampe. Det er trist, fordi der var ved at blive opbygget en tradition med flotte kampprogrammer, konkurrencer og pænt mange tilskuere til vore kampe.

 

Gulv

Der er en skade på gulvet ved bord 9. Gulvet er efterhånden 18 år gammelt og vi overvejer at få det udskiftet. Der søges om tilskud.

 

Parkering

GMC er opmærksom på problemet med 3 timers parkering. Det er for kort tid, når der er hjemmekampe. Vi ønsker 5 timers parkering – og håber, at de finder en god løsning.

 

Cafeen

Den nye bestyrer åbner den 4.4.

 

15.

Afslutning

Formanden takkede dirigenten Niels Pio for en godt ledet generalforsamling og god ro og orden.

 

Generalforsamlingen blev afsluttet i god ro og orden med det sædvanlige Brønshøj-råb.

Formandens beretning

Året 2022 har været et godt år, vi har igen kunne beskæftige os med bordtennis, det vi alle brænder for.

Ingen forstyrrende corona!

Det går godt for Brønshøj Bordtennis på mange fronter. 60+ afdeling har i skrivende stund lige under 170 medlemmer.

Dette skydes Bat60+ samarbejde med Københavns Kommune om at holde sig i bevægelse hele livet. Her er bordtennis en rigtig god sport, som styrker din koordination, hjerne og meget mere. Vi har i Brønshøj forstået at indrette os, så vi kan tage mod de mange nye uanset om de er begyndere, let øvede eller bedre. Her skal lyde en stor tak til vore trænere Gert og Esther samt 60+ udvalget for et godt arbejde med omstilling af træningstider m.m..

I seniorafdeling har vi måtte sige farvel Henrik, men efter lidt samtale med mere, sagde Frank, der vores træner om mandagen for seniorerne, ja til også at tage jobbet som leder af afdelingen. Det er vi rigtig glade for. Der har også her været en pæn tilgang. Vi har således måtte flytte de bedste seniorer på holdet fra mandag til onsdag for at skabe plads til nye. I den nye sæson 22/23 har der desuden været dejlig ro på, ingen klage fra besøgende klubber m.m.. Dette sætter vi utroligt meget pris på. Afdelingen har lige lidt over 80 medlemmer.

Børn/ unge mennesker har det rigtigt godt i klubben. De trives samtidig med, at de lære at spille bordtennis. Dette skyldes et samarbejde mellem vores sportschef Dennis og de ansatte, dygtige trænere KIm, Mads og Lauritz. Afdelingen har lige lidt under 75 medlemmer, men inden sommer regner vi med at nå vort mål på 80.

Igen i år køre vi et skoleprojekt i samarbejde med Kbh Kom, men tilsyneladende kan dette ikke ses på vort medlemstal. Nye tiltag skal prøves og lad os se om disse kan ses på medlemstallet.

Samarbejdet i CPH mellem København, Brønshøj og nu Frederiksberg kører fortræffeligt. Sportschefen og trænerne er gode til at planlægge, således at alle klubber får noget ud ad det. Den ledelsesmæssige side fungerer og nye tiltag forventes at blive gennemført i løbet af dette år.

Den økonomiske side i CPH og klubberne imellem har været noget af et problem. Nu er der lys i forude. Arbejdet med udarbejdelse af regnskabet har de sidste 2 år trukket tænder ud, men nu har vi etableret en bedre forretningsgang, som letter bogføringen for kassereren.

Sportsligt har vi det svært i indeværende sæson. Ligaholdet må en tur ned i 1 division. Tabet af Kim og Emil var for stort. 2. holdet er nu i gang med nedrykningsspillet og vi må håbe de kan blive i 2. division, men ellers må de en tur ned i 3. division. Der er dog håb forude, idet vi nu er med i danmarksturneringen for juniorer, hvor vi har sammensat et hold sammen med Gladsaxe, hvor vores 2 bedste Brønshøj ungdomsspillere er med på og de ligger på nuværende tidspunkt på 1. pladsen.

En ting der dog har lagt økonomisk beslag på klubben er gebyrsagen. Den er endnu ikke afgjort. Men hvor vi glade for det arbejde som Torben lagde i denne sag i 2019. Aftalen som Torben indgik holder vi fast i trods anden beregningsmodel fra Kbh. Kom. Vi fik en regning på over kr. 100.000, hvilket ville endnu en gang betyde kontingentforhøjelser. Vi finder at gebyropkrævning i idrætsklubberne er en tikkende bombe under idrætslivet. Vi har 1 magistrat som yder tilskud til Bat60 – 1,5 mio. Så har vi en 2 magistrat som kræver gebyr for lokalerne. Disse 2 ting er som nat og dag, det giver ingen mening.

Til sidst vil jeg gerne takke 60+ udvalget og ikke mindst mine kollegaer Bjarne, Esther, Solveig, Dennis, og Flemming for et godt samarbejde.

Tak for ordet

Klaus, formand

Efter nogle udfordrende år med Coronaen, så vi frem til at skulle have en meget mere normal sæson her i 2022/2023.
Vi når det budgetterede mål med ca. 80 ungdomsmedlemmer, men vores ambitioner var en del højere mht. at opnå endnu flere medlemmer i denne sæson.
Det er desværre ikke sket. Man har jo svært ved at sige 100% hvad årsagen til dette er, men den ekstrem højre inflation, kan være en af årsagerne. Forældre har måske måtte skære ind til benet og derfor ikke været specielt aktive for at få deres børn ind i en forening og derved skulle betale kontingent.
Så det er en af de mulige årsager.

Vi har i året der er gået haft et nyt skoleprojekt i gang. Denne gang har vi været ude på forskellige skoler og undervise børnene i bordtennis i deres gymnastiktimer, så de derved alle sammen var tvunget til at spille bordtennis.
Forløbene var på 6 uger og vi har været ude og i alt 8 forløb med 2-3 klasser af gangen, så det vil sige at vi har undervist ca. 350 børn på områdets skoler.
Dette gav desværre ej heller det forventede resultat, dvs. det gav ikke mærkbart flere medlemmer, selvom børnene havde en fest med træning af bordtennis i deres gymnastik timer.
Så det var en stor succes, blot ikke for klubben.
Når man skal stable sådanne aftaler på benene, hvor man skal have fat på de rigtige lærere med hjælp fra kommunen for at aftale hvilke perioder der passer dem, skal skrive ansøgninger til kommunen, afvente bevilling til den økonomiske del og derudover fakturere kommunen og sørge for at trænerne for deres løn, så ligger der ret meget arbejde i at gennemfører sådanne tiltag.
Når de så ikke giver det forventede resultat, dvs. flere ungdomsmedlemmer end året før, ja så giver det jo ikke nogen mening og derfor køre vi det ikke i kommende sæson.

Hvad gør vi så. I december kørte vi så et nyt forsøg med rekruttering. MOTIVU, som er en privat drevet platform for idrætsforeninger, hvor man kan reklamere for sin sport og forening.
Så hvis forældre ønsker deres børn skal gå til en sport, så kan de blot gå ind på denne platform og finde en sport sammen med deres børn, som ser interessant ud.
Det smarte ved denne platform er at man også kan tilmelde sig en prøvetræning og når forældre gør dette, så får både jeg som sportschef samt vores træner besked om at der komme en til prøvetræning. Man kan selv sætte et vist max. antal på hvor mange der kan komme dag for dag, så man ikke pludseligt bliver overrendt. Altså det er et super godt system og det har givet os ca. 35 børns tilmeldinger til prøvetræning siden december, dvs. der hvor det ellers begynder at gå nedad mht. nye medlemmer. Så det er en af årsagerne til at vi alligevel når vores budgetterede antal ungdomsmedlemmer.
Det smarte ved dette system er også, at så snart en spiller har været til prøvetræning, så klikker trænere blot personen af i systemet og så modtager forældrene en automatisk besked om, hvad der så nu skal foregå. Dvs. hvordan man melder sig ind, betaler kontingent og evt. andre informationer man vil give til dem der har været til prøvetræning.
Dvs. at vi som klub sikre os en god og varm velkomst til nye medlemmer, samt at de altid får de fornødne informationer om det videre forløb når man vil starte til bordtennis i Brønshøj bordtennis.
Så MOTIVU vil blive en fast bestanddel af ungdomsrekrutteringen fremover. Da vi betaler for det, for hele klubben, så vil man uden ekstra omkostninger og med minimum arbejde også kunne implementere dette system i 60+ samt seniorafdelingen og vores ungdoms trænere samt jeg, står gerne til rådighed for at hjælpe med at integrere dette nye system, som vil give alle et langt bedre overblik samt en historik man kan gå tilbage og kigge på og derfra få erfaringer med det årlige forløb mht. nyankomne medlemmer.
Vi har også på opfordring fra MOTIVU søgt en udviklingspulje fra DGI og DIF for at markedsføre vores ungdomsafdeling og vi har lige netop fået bevilliget knap kr. 30.000,- til produktion af en 1 minuts reklame video samt 2 kampagner på de sociale medier, som vil henvise folk til at melde sig til prøvetræning via MOTIVU. Videoen skal optages inden for de næste par uger og så redigeres og så starter hvor rekrutterings kampagne i juli måned og køre helt frem til og med september og lidt ind i oktober.

Derudover så går vores træning forsat rigtig godt. Vi har nogle gode engagerede trænere. I år har jeg brugt meget tid på at overlevere og overlade rigtig mange af de administrative opgaver til trænerne, såsom invitationer til stævner, klubture og div. arrangementer, således at det er trænerne selv der udarbejder materialet og sender det ud via de kanaler vi nu bruger og derved kan de også langt bedre svarer på indkomne spørgsmål fra forældre samt nye medlemmer, da de selv udarbejder alt materiale. Dette giver en endnu bedre rød tråd i det vi foretager os i ungdomsafdelingen og forældre samt børn får en endnu bedre behandling når de vil starte til bordtennis hos os.
Vi har nu også efter mange års indsats fået en rigtig stor trup af unge gode spillere. Der skal rigtig mange begynder igennem en ungdomsafdeling, hvor vi ved at kun en brøkdel fortsætter da mange vælger at prøve en ny sport, hvilket jo et en helt fin udvikling af børn og unge, bare de vælger at gå til sport så skal vi være tilfredse.
Men vi vil jo rigtig gerne have at nogen af vores børn bliver her år efter år, så vi kan arbejde med dem på lang sigt og ikke kun gøre dem til gode bordtennis spillere, men gøre dem til rigtig gode bordtennis spillere.
Så nu har vi en rigtig god stor fornuftig gruppe af børn og unge som har opnået et rigtig højt niveau. Vi har flere tilknyttet ungdomslandsholdet. Ikke at dette er vores mål, men det er et automatisk resultat af det store arbejde som trænerne udfører og et bevis på at den pædagogiske tilgang som vi har, til udvikling af børn og unge nu begynder at bevise sin berettigelse, så det er og kan vi som klub være rigtig stolte af. Vi bliver ofte fremhævet i BTDK overfor andre klubber som ”Københavner modellen” og her henvises til vores set-up.
Så stor ros endnu engang til vores dygtige trænere og næste år bliver endnu et spændende år med disse nye tiltag for at videreudvikle vores ungdomsafdeling, som aldrig står stille.

Med bedste sportslige Brønshøj bordtennis hilsner
Dennis Skaarup
Ungdomssportschef

Først og fremmest vil jeg gerne takke 60+-udvalget for en fantastisk godt samarbejde – det er også dejligt at se jer alle sammen her i aften – Ole Dons, Flemming Larsen, Kurt Thomsen og Lis Holme. Vi har holdt 8 møder, hvor vi har planlagt træning, tider, fest og andre festlige arrangementer – tak for det gode samarbejde.

Vi er nu i 60+-afdelingen 167 medlemmer plus dem der er på prøvetræning. Vi fik en del nye medlemmer, efter BAT60 havde stævne på Københavns rådhus og udstilling i Øksnehallen. Derfor har 60+-udvalget takket nej til at holde åbent hus i uge 18.

Vi kører 4 træningshold for hhv. let-øvede og øvede og har derudover et hold med nybegyndere om onsdagen. Der skal lyde en stor tak til trænerne – Gert, Kim, Mads, Lauritz, Rolf og ikke mindst Kurt T. for hjælpen.

I november 2022 holdt vi en klubfest for seniorer og 60+ og påhæng med god mad og musik. Det blev en stor succes med 65 deltagere.

I december 2022 blev der afholdt en juleturnering – der var kun plads til 44 personer og pladserne blev revet væk.

Her i marts var der 60+-landsmesterskab i Vejen med deltagelse af 29 klubber. Brønshøj var godt repræsenteret og tog også for sig af medaljerne.

Vi vandt mixdoublen ved Erling Kjædegaard.

I holdturneringen vandt vi række A ved Gert Jørgensen og Rolf Olsen, række B/C ved Kristian Bak og Kurt Thomsen, række C2 ved Lis Ahlfors og Solveig Henriksen og endelig række C4 ved Lisbeth Aas og Asbjørn Christensen.

Stort tillykke til jer alle!

Vores venskabsklub Falkenberg har netop været på besøg i går og i dag – vi spillede i alt 20 holdkampe. Den første dag tabte Brønshøj 4-6 – og næste dag vandt vi 6-4, så der måtte tælles sæt. Det endte med en sejr til Brønshøj, så pokalen skiftede ejermand til Brønshøj – tillykke med det!

Husk, at der er klubmesterskab lige efter påske – tirsdag den 11. april for A og C-spillere og onsdag den 12. april for B og D-spillere.

Vores allesammens overdommer Flemming Larsen stopper som dommer – lad os give ham et stort bifald som tak for mange års tro tjeneste.

Vi har fået lavet en glemmekasse, så rengøringen ikke tager vore ting med ned i GMC’s store glemmekasse.

Vi har fået lavet en masse boldopsamlingsrør – de bliver desværre ved med at forsvinde – vi håber, at de sidste nye bliver stående i klublokalet.

Det grå skab i lokalet bliver stadigvæk ikke lukke efter brug. Den, der åbner skabet, skal blive bedre til at låse efter sig – ellers må vi omlægge koden.

Der er ikke organiseret træning i juni og juli måned – så der må I selv træne alt det I har lært.

I år har 60+-udvalget valgt at årets pokal skal gå til Kurt Thomsen for hans hjælpsomhed, omsorgsfuldhed og morsomhed. Han er en person, der varmer i klubben – Tak Kurt!

Esther Zivadinovic