YNGSTE LIGA KRIGERE
Søndag d. 26. oktober 2025 kl. 10:00 og igen kl. 13:00 går det for vildt for sig i klublokalet, når klubbens absolut yngste LIGA KRIGERE hæver battet imod hhv. Roskilde Bordtennis, BTK 61 1 (10:00) og Virum-Sorgenfri BTK 1 (13:00).
SÆSONSTART
Det er drengenes første kamp i turneringen. Fantastisk at få sæsonstarten i klublokalet!
STILLINGEN
Som det fremgår af stillingsoversigten fra bordtennisportalen.dk (link), så har CPH – Hvidovre 2 (vores drenge) ikke spillet nogle kampe endnu, hvorimod de to modstandere (Roskilde og Virum-Sorgenfri) begge har spillet – og tabt – en kamp.
Uden at have sat en finger på battet, indtil videre, befinder drengene sig pt. i midten af puljen – over stregen – og er derfor, aktuelt, sikkert inde i ligaen.
NEUTRALT UDGANGSPUNKT
Udgangspunktet kan vel bedst betegnes som “neutralt”.
CPH – Hvidovre 2 møder to hold, der, indtil videre, begge har tabt deres første kamp. Det siger ikke så vanvittig meget om drengenes odds, andet end at de, for en aktuel opmåling, møder puljens “bund”.
SKAL VINDES
Men det fortæller noget om, at hvis drengene kager én af kampene op – eller endnu værre, begge kampe – så placerer man sig potentielt under stregen, og skal ud og spille catch-up game imod bedre hold. Det skal vi ikke ud i!
Der skal holdes fast i en position over stregen. Med to solide sejre kan CPH – Hvidovre 2, en stund, nyde udsigten ud over DRENGELIGA PULJE 1 fra en “lånt 1. plads”.
Disse to kampe skal helst gerne vindes! Så sender drengene sig selv rigtig godt fra start i sæsonens opstart!
TØR DU KIGGE FORBI?
Tør du se dem spille? DrengeLiga? Vi taler relativt unge knægte. Klubbens suverænt yngste Liga krigere!
Det kan blive en ret barsk opmåling af din egen bordtennisformåen, når disse blærede, superunge ekstremtalenter knytter næven om battet, og stiller sig hen bag nettet, mentalt indstillet på at vinde kampen.
JERES UDSENDTE
Hvis opmålingen synes for barsk, og du “lige skal noget andet den dag”, så kan du senere, på sikker afstand af det hele, følge denne del af Brønshøj Bordtennis’ løbende historieskrivning, i et efterfølgende indlæg, med både billed- og videodækning.
DrengeLiga.
Respekt.