Brønshøj Bordtennis 11 har en bemærkelsesværdig evne
Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, da jeg tog til aftenens bordtennistræning. Jeg ved godt at julen er fuld af overraskelser, og alt det der – men det var nok måden, det hele udviklede sig på.
Jo, Brønshøj Bordtennis 11 har en helt speciel evne
Vi er jo egentlig færdige med aftenens finurlige “interne turnering”. Jeg havde spillet rædselsfuldt, og var nok mere end almindeligt klar til at smide tasken på ryggen, og bare lægge de lidt unødvendige minder bag mig.
Vi er som regel de sidste der går. Det var vi også 9. december 2024 kl. 22:15. Jeg tror, jeg når at tage fat i min jakke, da Jonas Magelund (fra Brønshøj Bordtennis 11) fra sin plads, helt i hjørnet, pludselig, lidt lavmælt, udbryder:
Svaret på dette spørgsmål kan jeg, efterfølgende, udtrykke ret præcist: ”Det er Brønshøj Bordtennis 11s helt specielle evne!”. Det er nemlig evnen til at være på det helt forkerte sted på det helt rigtige tidspunkt. Jeg siger det ikke i situationen. Det er en indlysende efterrationalisering.
Jeg går over for at hjælpe min bordtennismakker med at tyde noget, han helt klart kæmper med.
Instinktivt véd jeg bare at der er noget galt. Det forfølger os. Det er en helt speciel evne mit hold har.
Egentlig er vi på vej ud af døren som de sidste. Alt er ret meget som det plejer at være. Bortset fra Jonas’ spørgsmål, som bare hænger der i luften, og virker som om det trænger til hjælp.
Hjørnet, ned imod væggen, hvor vi, i dagens anledning, har valgt at slå os ned med vores jakker, tasker og shit, skal vise sig at være ”det helt forkerte sted på det helt rigtige tidspunkt”.
Katastrofen er indlysende!
Et ”professionelt” malerfirma, tilsyneladende hyret ind af Grøndal MultiCenter til at stå for noget lys, himmelblå maling af nogle rygpaneler i klublokalet, har (temmelig ubegribeligt) fundet det OK(?!) at opbevare, rundt estimeret, 30L lys, himmelblå maling bag et, i forvejen, ødelagt boldholderstativ til klubbens bordtennisrobot.
Svaret på Jonas’ spørgsmål bliver først et opgivende:
Det er nemlig lige i dette øjeblik at jeg ved, at vi atter befinder os midt i Brønshøj Bordtennis 11s helt specielle evne. Altid uden at have bedt om det, og altid uden nogen som helst mulighed for at flygte fra det.
Malerfirmaets tvivlsomme disposition med at opbevare fyldte malerbøtter bag et ødelagt boldholderstativ, i et lokale, der på hverdage er fyldt med børn, forældre, juniorer, seniorer, 60+ spillere, folk med Parkinsons osv. har helt naturligvis ført til det uundgåelige.
En katastrofe.
En af bøtterne er væltet.
Låget sidder fortsat på, men malingen siver ud under låget på den væltede bøtte. Jeg står sammen med Jonas og kigger forstenet ned på en ganske voluminøs klat lys, himmelblå maling, der, ret demonstrativt, har indtaget klubbens helt nylagte, og tidligere røde, spilleunderlag. Det fremstår nu lyst himmelblåt på et større område i hjørnet, hvor klatten har bredt sig.
”Hvorfor er det altid os, Jonas?”, spørger jeg opgivende, uden at forvente et svar. ”Vi må gøre noget!”.
Jeg pisker ned i receptionen, ca. 22:15, og får involveret Nicolai, vagten, i aftenens jule-surprise. I første omgang vil han tilkalde en anden vagt, som kommer op og tilser forholdet.
Jeg har pludselig hovedet fyldt med sære tanker om størkningstid, rengøringshold og erstatningsansvar.
Jeg løber op på første sal igen, og orienterer Jonas om at hjælpen er på vej.
Et øjeblik bilder jeg mig ind at vi har styr på situationen.
Hvad tænker jeg på?
Vagten kommer op, kigger rundt, og anmoder, over noget walkie, om nogle remedier vi kan få malingen samlet op med; papir i første omgang, efterfulgt af klude.
Det er så nogenlunde hér at julen, igen, tager en ny, lidt uventet, drejning
Jeg spørger, ret indforstået, til ”Hvornår kan rengøringsfolkene være her?”. Det er primært mine tanker omkring malingens størkningstid, der umiddelbart provokerer spørgsmålet.
Jeg er slet ikke klar på svaret
Svaret kommer som en benhård, rigtig ond, venstreskruet smash ud imod venstre side af bordet, hvor jeg nok mest står i højre side, og regner med et defensivt prik i denne retning.
Der tror jeg egentlig nok at mit ansigt fryser fuldstændigt i sin mimik i indtil flere akavede sekunder. Jeg kigger, efter et par underlige, tågede sekunder, over på Jonas, der bestemt heller ikke ligner en, der var helt klar på den returbold.
Ansvaret sænker sig, som et par ualmindeligt klamme, lyse, himmelblå julehænder, ned over mine skuldre, og jeg føler den ubarmhjertige, fulde tyngde af Brønshøj Bordtennis 11s helt specielle evne.
Mareridtet vil ingen ende tage
Jeg ringer til klubbens kasserer, Bjarne Coster, på dette dybt ukristelige tidspunkt, og involverer ham i situationen. Vi taler om lidt forskellige muligheder, men cirkler meget om at det nok bliver nødvendigt at skifte gulvet i det berørte område; lidt om potentielt erstatningsansvar og andre detaljer.
I mellemtiden er Derya, en af Grøndal MultiCenters bemærkelsesværdige medarbejdere, dukket op med papir, klude og handsker.
Vi står og kigger lidt på det hele. Ingen har lige en plan for det efterfølgende. Men da indtrykket af ”de nye redskaber” har bundfældet sig, beslutter vi os for at give spartlerne, øsetrekanterne og papiret en chance.
Hvis vi bare kunne få fjernet det værste, du ved.
Tanken er selvfølgelig grundlæggende komplet idiotisk, da et kompromitteret gulv alligevel ville skulle udskiftes. Men vi går, i mangel af bedre idéer, alligevel i kast med at forsøge en eller anden form for oprydning..
Til at begynde med ligner det fiasko. Der er simpelthen for meget maling. Det virker som om, vi bare tværer den lyse, himmelblå maling rundt og rundt i ganske forbandede cirkler.
Vi griner i afmarcheret galskab, og fortsætter vores tilsyneladende Sisyfos forbandelse
Men vi er 3 om opgaven, og hvor der er en vilje, kan der nogle gange findes en vej.
Vi er enige om at vi har gjort det godt.
Jeg kigger over på Jonas, som synes at tænke det samme som mig.
